Gå til indhold
Hovedmenu

Poststrukturalisme: videnskabsteori, diskurs og magt

Opdateret 11. november 2026 · 10 min. læsning · Af Spire Light

Poststrukturalisme er en samlebetegnelse for en række især franske tænkere, der fra 1960’erne videreudviklede strukturalismen og samtidig gjorde op med den. Fælles for dem er tanken om, at betydning aldrig ligger fast: sprog, viden og identiteter bliver til gennem forskelle og magtforhold, som kunne have set anderledes ud. I en opgave møder du positionen oftest som det videnskabsteoretiske grundlag for diskursanalyse.

Hvad er poststrukturalisme?

Poststrukturalisme er ikke en skole med et fælles program. Betegnelsen samler filosoffer som Michel Foucault, Jacques Derrida og Gilles Deleuze, der arbejdede videre med strukturalismens sprogteori, men drog andre og mere radikale konsekvenser af den. Fire antagelser går igen og kan bruges som rygrad i et videnskabsteoretisk afsnit:

  • Betydning er relationel og ustabil. Et ord eller en kategori betyder noget i kraft af sin forskel fra andre, og de forskelle kan altid forskydes.
  • Intet har en fast kerne. Køn, normalitet eller »den gode studerende« har ikke et naturligt indhold, som sproget bare afspejler.
  • Subjektet er ikke kilden til mening. Mennesker taler og handler inden for diskurser, der giver dem bestemte positioner at tale fra.
  • Viden og magt hænger sammen. Det, der regnes for sandt, gør nogle handlinger mulige og andre utænkelige.

På samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser møder du især poststrukturalismen gennem diskursanalyse, når du skal undersøge, hvordan et emne bliver talt om og gjort til et problem af en bestemt slags.

Strukturalisme: Saussure og tegnet

For at forstå »post« skal du kende strukturalismen først. Den bygger på den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure. Hans forelæsninger i almen sprogvidenskab fra 1907 til 1911 blev samlet af to af hans elever og udgivet i 1916, tre år efter hans død, som Cours de linguistique générale.

Saussure ser sproget som et system af tegn. Et tegn består af et udtryk (signifiant) og et indhold (signifié), og forbindelsen mellem dem er arbitrær, altså fastlagt ved konvention og ikke af naturen. Han skelner mellem langue, sproget som abstrakt tegnsystem, og parole, den enkeltes konkrete tale. Tegnets værdi afhænger af dets relationer til de andre tegn i systemet. Ordet »studerende« får sin betydning gennem forskellen fra »elev«, »kursist« og »kunde«, ikke fordi det peger direkte på en ting i verden.

Strukturalismen bredte sig fra sprogvidenskaben til andre fag. Claude Lévi-Strauss brugte tankegangen i antropologien fra slutningen af 1940’erne, og i Danmark kritiserede og videreudviklede lingvisten Louis Hjelmslev Saussures skelnen mellem langue og parole. Fælles for strukturalisterne er, at de lægger hovedvægten på et systems indre struktur frem for ydre forhold: de vil beskrive det system af relationer, der ligger under det, vi ser.

Fra strukturalisme til poststrukturalisme: hvad betyder »post«?

»Post« betyder ikke, at poststrukturalisterne forkaster alt fra strukturalismen. De beholder tanken om, at betydning opstår af forskelle, men vender den mod strukturalismen selv. Hvis al betydning afhænger af relationer i et system, kan forskeren heller ikke stille sig uden for systemet og beskrive det objektivt. Ideen om en endegyldig, objektiv beskrivelse af sprogets og kulturens strukturer må derfor opgives.

Det giver tre forskydninger. Strukturerne ses som åbne og decentrerede: der er intet fast midtpunkt, der låser betydningen. Forskeren er selv en del af sproget og kan ikke indtage et neutralt sted udenfor. Og især hos Foucault kommer historiens brud og forskelle i fokus: hvordan bestemte måder at tænke og tale på opstår, skifter og forsvinder.

Foucault, Derrida og Laclau og Mouffe

Michel Foucault: viden, magt og genealogi

Den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault undersøgte i Les mots et les choses (1966) og L’archéologie du savoir (1969) de regler, der bestemmer, hvad der kan tænkes og siges i en bestemt periode. Han kaldte metoden arkæologi. Med Surveiller et punir (1975), om fængslets og disciplinens historie, tog han genealogien i brug. Den skulle forklare det, arkæologien ikke kunne, nemlig hvordan én måde at tænke på afløses af en anden, og vise, at det, vi tager for givet, er blevet til gennem historiske tilfældigheder og ikke var uundgåeligt. I første bind af Histoire de la sexualité (1976) argumenterer han for, at magt ikke først og fremmest undertrykker, men producerer: seksualitet blev ikke bare tiet ihjel, men gjort til genstand for stadig flere former for tale og viden.

Jacques Derrida: dekonstruktion

Jacques Derrida udgav i 1967 tre bøger, blandt dem De la grammatologie. Hans navn er knyttet til dekonstruktion: en måde at læse tekster på, der leder efter de modsætningspar, teksterne hviler på, som tale over for skrift eller væsen over for fremtræden. Det ene led er sat over det andet. Dekonstruktionen vender først hierarkiet om og viser derefter, at det underordnede led er en forudsætning for hele modsætningen. Dekonstruktion er altså ikke det samme som at rive en tekst ned. Det er en læsning, der viser, hvad teksten må udelukke for at give mening.

Laclau og Mouffe: diskursteori

Ernesto Laclau og Chantal Mouffe udviklede i Hegemony and Socialist Strategy (1985) en diskursteori til politisk analyse, som trækker på poststrukturalistiske ideer om, at betydning aldrig fastlåses endeligt. På dansk introducerer Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips blandt andet deres diskursteori i Diskursanalyse som teori og metode (1999), som også gennemgår kritisk diskursanalyse og diskurspsykologi.

Ontologi og epistemologi i poststrukturalismen

Ontologisk er poststrukturalismen antiessentialistisk. Grupper, identiteter og problemer har ikke en fast kerne, der går forud for den måde, de bliver gjort betydningsfulde på. »Studerende«, »sårbar« og »normal« er resultater af afgrænsninger, der kunne have været trukket anderledes. Positionen kræver ikke, at du benægter, at fysiske ting og hændelser findes. Pointen er, at de først får en bestemt betydning inden for en diskurs: om en oversvømmelse fremstår som en naturkatastrofe eller som resultatet af dårlig byplanlægning, afhænger af, hvordan den bliver talt om.

Epistemologisk findes der intet neutralt sted uden for diskurserne, hvorfra du kan se, hvordan verden virkelig er. Viden er bundet til bestemte måder at tale og tænke på, og den er forbundet med magt. Det gælder også din egen opgave, som selv er en fremstilling af verden. Derfor bliver gennemsigtighed vigtigere end objektivitet: læseren skal kunne følge vejen fra materialet til dine pointer. Har du brug for at genopfriske selve begreberne, forklarer guiden om ontologi og epistemologi forskellen.

Poststrukturalisme, strukturalisme, socialkonstruktivisme og kritisk realisme

Tabellen viser, hvor poststrukturalismen ligger i forhold til de positioner, den oftest bliver sammenlignet med.

DimensionStrukturalismePoststrukturalismeSocialkonstruktivismeKritisk realisme
OntologiUnder det, vi ser, ligger et system af relationerIngen faste strukturer eller kerner: betydning og identitet er relationelle og foranderligeSociale fænomener skabes og genskabes gennem sprog og samspilVirkeligheden findes uafhængigt af os og har mekanismer, der ikke altid kan observeres
Sprog og betydningBetydning opstår af forskelle i et stabilt systemBetydning opstår af forskelle, men systemet er åbent, så betydningen aldrig ligger fastSproget er med til at skabe den sociale virkelighedViden er sprogligt og socialt formet, men virkeligheden rækker ud over det, vi kan sige om den
SubjektetSystemet går forud for den enkelte talerFormes af de diskurser og positioner, det taler fraSkabes i relationer og samspilHandler med grunde og evner inden for strukturer
Typisk spørgsmålHvilket system af forskelle ligger bag?Hvordan er denne betydning blevet fastlåst, og hvad udelukker den?Hvordan bliver det til, og hvad tages for givet?Hvorfor sker det, og under hvilke betingelser?
Typisk metodeStrukturel analyse af tegn, myter og fortællingerDiskursanalyse, dekonstruktion og genealogiDiskursanalyse, interview, analyse af interaktionKombinationer, valgt efter hvad der kan afdække mekanismerne

Tabellen forenkler. Grænsen til socialkonstruktivisme er flydende, fordi senere socialkonstruktivisme har hentet meget af sin inspiration fra poststrukturalismen, ikke mindst fra Foucaults diskursbegreb. Derfor bliver fx Laclau og Mouffes diskursteori ofte beskrevet både som poststrukturalistisk og som socialkonstruktivistisk. Forskellen ligger især i synet på sproget. Berger og Luckmanns klassiker fra 1966 tager udgangspunkt i hverdagens erfaring og samspil, mens poststrukturalister fremhæver, at selve sprogets betydninger er ustabile og præget af magt. Over for begge står kritisk realisme, der fastholder, at der findes strukturer og mekanismer, også dem, vi ikke har ord for.

Hvilke metoder passer til poststrukturalisme?

Poststrukturalismen foreskriver ingen bestemt teknik, men den peger på metoder, der behandler tekst og tale som noget, der skaber betydning, ikke som et vindue til, hvordan tingene er. Tre greb går igen:

  • Diskursanalyse undersøger, hvilke måder at tale om et emne på der findes i dit materiale, og hvilke positioner de giver folk. Retningerne, begreberne og en trinvis fremgangsmåde finder du i guiden om diskursanalyse.
  • Dekonstruktion bruges i en opgave typisk som en læsestrategi: du finder de modsætningspar, en tekst bygger på, fx ansvarlig over for sårbar, spørger, hvilket led der er sat øverst, og viser, hvad teksten må skubbe væk for at hænge sammen.
  • Genealogi betyder, at du følger, hvordan noget, der i dag virker selvfølgeligt, er blevet til, typisk gennem dokumenter fra forskellige perioder. Spørgsmålet er ikke, hvornår man opdagede sandheden om det, men hvilke praksisser og magtforhold der har gjort det til en selvfølge.

Materialet er ofte politiske dokumenter, strategier, medietekster eller transskriberede interviews. Bruger du interviews, så læs dem som udtryk for de diskurser, informanterne trækker på, ikke som direkte adgang til deres indre holdninger. Det taler for en ordret transskription, hvor formuleringer, tøven og selvrettelser står med.

Poststrukturalisme i dit videnskabsteoretiske afsnit

Poststrukturalisme er en for bred betegnelse til at stå alene. Skriv, hvilke tænkere og begreber du faktisk bruger, og lad dem få konsekvenser for resten af projektet.

  1. 1

    Begynd med dit spørgsmål

    Vis, at problemformuleringen spørger, hvordan noget bliver gjort til det, det er, og ikke hvor udbredt det er, eller hvad der forårsager det.

  2. 2

    Vælg en konkret retning

    Skriv, om du bygger på Foucault, Derrida eller Laclau og Mouffe, og hvilke begreber du tager med ind i analysen.

  3. 3

    Gør ontologi og epistemologi eksplicit

    Forklar, at din genstand ikke har en fast kerne, og at din analyse er en gennemsigtig læsning, ikke et neutralt spejl.

  4. 4

    Forbind til materiale og metode

    Begrund, hvorfor dine tekster eller interviews kan vise de diskurser, du leder efter, og hvordan du læser dem.

  5. 5

    Angiv rækkevidden

    Skriv, at konklusionerne handler om betydninger i det undersøgte materiale, ikke om, hvordan tingene i sig selv er.

Opdigtet eksempel: videnskabsteoretisk afsnit om robusthed i trivselsmaterialer

Projektet undersøger, hvordan »den robuste studerende« bliver konstrueret i tre danske universiteters trivselsmaterialer. Det bygger på en poststrukturalistisk position, konkret Laclau og Mouffes diskursteori, som den præsenteres hos Jørgensen og Phillips (1999). Ontologisk antager jeg, at robusthed ikke har en fast kerne, som materialerne beskriver mere eller mindre korrekt. Begrebet får sin betydning gennem de koblinger og modsætninger, teksterne skaber, fx koblingen til selvledelse og modsætningen til sårbarhed. Epistemologisk betragter jeg analysen som én mulig læsning, som jeg gør gennemsigtig ved at vise de passager, den bygger på. Analysen spørger derfor ikke, om de studerende er robuste, men hvilke subjektpositioner materialerne giver dem, og hvilke forståelser af trivsel der skubbes i baggrunden. Konklusionerne gælder de undersøgte tekster, ikke de studerendes faktiske trivsel.

Nogle uddannelser vil have videnskabsteorien i et selvstændigt kapitel, andre som en del af metodeafsnittet, så følg din studieordning, og vis et udkast til din vejleder. Vil du læse videre på dansk, har grundbogen Samfundsvidenskabernes videnskabsteori (Juul og Pedersen, red., 2012) kapitlet »Diskurs- og videnskabsteori« af Allan Dreyer Hansen, der gennemgår Foucaults arkæologi og genealogi og Laclaus diskursteori. Overblikket over de andre positioner finder du i guiden om videnskabsteori.

Kritik af poststrukturalismen

  • Relativisme. Hvis betydning aldrig ligger fast, og ingen kan se verden udefra, hvorfor skulle én analyse så være bedre end en anden? Svaret er typisk, at analyser stadig kan være mere eller mindre gennemsigtige, sammenhængende og velbelagte, selv om ingen er neutral.
  • Den materielle virkelighed. Kritikere mener, at positionen gør alt til sprog. Kritiske realister kalder det en fejl at blande spørgsmålet om, hvad der findes, sammen med spørgsmålet om, hvad vi kan sige om det.
  • Grundlaget for kritik. Hvis viden og magt altid hænger sammen, er det svært at sige, hvorfor én diskurs er værre end en anden. Vil din opgave kritisere noget, så gør det klart, hvad kritikken hviler på.
  • Uklarhed. Teksterne er svære, og i opgaver bliver »diskurs« let en løs etiket for »holdning«.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er poststrukturalisme?
Poststrukturalisme er en samlebetegnelse for især franske tænkere som Michel Foucault, Jacques Derrida og Gilles Deleuze, der fra 1960’erne videreudviklede strukturalismen og samtidig gjorde op med den. Fælles for dem er tanken om, at betydning aldrig ligger fast, og at sprog, viden og identiteter bliver til gennem forskelle og magtforhold, der kunne have set anderledes ud.
Hvad er forskellen på strukturalisme og poststrukturalisme?
Strukturalismen, der bygger på Ferdinand de Saussures sprogteori, vil beskrive de stabile systemer af forskelle, der giver tegn deres betydning. Poststrukturalismen beholder tanken om, at betydning opstår af forskelle, men ser systemerne som åbne og foranderlige. Derfor opgiver den ideen om en endegyldig, objektiv beskrivelse af sprogets og kulturens strukturer.
Hvad er forskellen på poststrukturalisme og socialkonstruktivisme?
Grænsen er flydende, og senere socialkonstruktivisme har hentet meget inspiration fra poststrukturalismen, især fra Foucaults diskursbegreb. Den klassiske socialkonstruktivisme hos Berger og Luckmann tager udgangspunkt i hverdagens erfaring og samspil, mens poststrukturalismen lægger vægt på, at sprogets betydninger er ustabile og præget af magt.
Hvilke metoder passer til poststrukturalisme?
Poststrukturalisme foreskriver ingen bestemt teknik, men peger på metoder, der behandler tekst og tale som noget, der skaber betydning. De mest brugte er diskursanalyse, dekonstruktion, hvor du undersøger de modsætningspar, en tekst bygger på, og genealogi, hvor du følger, hvordan noget selvfølgeligt er blevet til. Materialet er typisk dokumenter, medietekster og interviews.

Læs også